April - Together in caring separately

I disse måneder er vores fokus fast rettet på at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen. Mere end nogensinde er vi blevet bevidste om, hvad bæredygtighed betyder.

Et solidt fundament, et formål, en agil strategi, kapacitet og tilførsel af ressourcer, stålsathed, fra- og tilvalg og ikke mindst, at det handler om andre mere end det handler om dig selv.

I Danmark er vi taknemmelige for det fundament af viden, kapacitet og samfundsmodel, som er vores udgangspunkt. Vi inddrages i strategien og oplyses om formålet med ikke at overbelaste sundhedsvæsenet. Vi skal holde afstand til hinanden, ikke bare i Danmark, men til hele verden. Hver og en mærker konsekvenserne heraf, som at misse en drømmerejse, få udskudt sin uddannelse, familier der markant må ændre hverdagen, miste sit job, lukke sin virksomhed, opleve vold, frygte sygdom eller miste en man holder af.

Men, når vi er sammen om at holde afstand, ser vi også andre sider af os selv og hinanden. Frem af mørket spirer idéerne, kreativiteten, initiativet, viljestyrken og hensynet, der ændrer vores måde at agere på. Som at der spilles dansk musik i radioen, fællessang fra de åbne vinduer og på altanerne, handles ind til naboen, købes lokalt, åbnes webshops, omlægges produktion, omfordeles opgaver eller midler. Vi vil gerne bidrage.

For at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen er det helt afgørende, at alle aktører samarbejder. Vi skal lytte til vores dygtige fagfolk, følge myndigheders anvisninger og bakke op om de politiske beslutninger, men skal det hele lykkes, så er vores – du og jeg – handlinger afgørende for resultatet. Måske er sundhedsmyndighedernes ord til os alle en fin måde at minde os om, hvad forudsætningen for bæredygtighed er:

”Det du gør nu gør en forskel”