Oktober - Kernen er ansvar

At udvise socialt ansvar i samfundet er essentielt for en mere bæredygtig fremtid. Ikke at have fokus på profit, men på medarbejdernes trivsel. Bornholms Mosteri A/S er en danskejet virksomhed, som har fokus på lokalsamfundet, særligt igennem initiativer for socialt udsatte. Denne måneds historie fortæller deres inspirerende historie.

Fotos: Anders Beier

Udefra ligner Bornholms Mosteri nok mest af alt en fiskefabrik, som det ligger der tilbagelænet på Rønne havn. Og det er faktisk også præcis, hvad det plejede at være, men da sildene forsvandt, blev det enden for fiskefabrikken og starten på Bornholms Mosteri.

Bornholms Mosteri er oprindeligt startet som et kommunalt beskæftigelsesprojekt i 2006 af to initiativrige socialpædagoger, hvor æbler fra en gammel æbleplantage blev omdannet til cider og æblemost ved hjælp af hænderne fra socialt udsatte, der havde vanskeligt ved at varetage et ordinært job.

October story_Bornholms Mosteri_Logo

“Ideen til Bornholms Mosteri opstod i en bornholmsk æbleplantage,
 hvor gamle æblesorter i årtier havde høstet sollys og styrke i det rå klima
og dermed smagte vanvittigt godt. Hvorfor ikke presse de gode æbler til most?”

NICOLAI NØRREGAARD
- KØKKENCHEF OG INDEHAVER AF KADEAU

Dette bliver starten på en succes. I takt med at projektet og produkterne bliver mere og mere etableret på markedet ændres navnet i 2010 til Bornholms Mosteri og i 2013 opnår virksomheden en størrelse, hvor det ikke længere kan drives i kommunalt regi og bliver derfor privatiseret ved to bornholmske virksomheder – Michelin-restauranten Kadeau og fiskerivirksomheden Espersen. Virksomheden drives herfra kommercielt, men det sociale ansvar bibeholdes, og som en del af handlen med Bornholms Regionskommune forpligter virksomheden sig til, at minimum 50 procent af de ansatte også i fremtiden vil bestå af socialt udsatte medborgere.

October story_Bornholms Mosteri_Employee

På Bornholms Mosteri fremstilles økologisk saft og most af naturens bær, frugter og blomster. De gør sig umage for at bevare råvarernes naturlige smag og sæsonernes særpræg. I dag fremstilles årligt mere end 1,2 mio. flasker most og saftdrikke og deres faste sortiment består af 11 smagsvarianter og deres drøm er at blive selvforsynende med bornholmske råvarer.

October story_Bornholms Mosteri_Bottles

Bornholms Mosteri tager ansvar - både for deres ansatte, kvaliteten, naturen og for lokalsamfundet.

“Socialt ansvar for vores medarbejdere går hånd i hånd med en høj produktkvalitet
og en respekt for råvarernes oprindelige smag.
Uden den høje kvalitet og fokus på den gode smag har vi intet salg,
og uden vores arbejdsomme og glade medarbejdere har vi ingen produkter at sælge.”

MORTEN KOLIND
- ADM. DIREKTØR AF BORNHOLMS MOSTERI

Der beskæftiges mere end 20 personer. Siden privatiseringen i 2013 har andelen af psykisk sårbare borgere desuden ligget på mellem 70 og 80 procent. Målet er, at de får en hverdag med mening og bliver en ressource for samfundet i det omfang, som de hver især kan magte. Bornholms Mosteri lægger vægt på, at de ansatte yder, hvad de kan ud fra devisen om, at ”ingen kan alt, men alle kan noget”.

October story_Bornholms Mosteri_Stock

Mosteriet er også hårdt ramt af Coronakrisen, hvor ca. 85% af omsætningen blev mistet under den 3 måneders nedlukning af Danmark, men mosteriet er kommet ud på den anden side og fortsætter det respektfulde arbejde, hvor kernen er ansvar.

Læs mere om Bornholms Mosteri her.